Så er jeg hjemme igen!

26.03.13

Turen hjem gik uden problemer. Fløj fra Entebbe i Uganda til Doha og havde her ikke lang tid inden jeg skulle videre. Dels var fly afgangen fra Entebbe blev rykket fra 17.50 til 19.00 men det var planlagt, og dels cirklede vi rundt i næsten en halv time inden vi fik landings tilladelse, i Doha pga. meget trafik. Derefter med flyet til København, som var ca. 15 min. forsinket, men det betød ikke så meget. Derefter skulle jeg med toget til Aalborg, hvor Rita ville hente mig. Et lille problem var dog, at min plads i toget (købte den for ca. 3 uger siden) også var blevet solgt til en ung japaner, han havde trukket den i automaten. Jeg blev enig med ham om, at jeg jo havde købt billetten først. J
Billetdamen tog det meget rolig, hun sagde ”nå – det er ellers ikke så tit det sker”, vi var nogle der blev enig om, at det skete nok ofte L. På stationen i Aalborg blev jeg så hentet af Rita, børn og børnebørn, der viftede med dannebrog. Derefter var der dømt ”rugbrød”, ikke smagt i snart 3 mdr. Rita kørte bilen hjem, da jeg jo havde vænnet mig til venstre kørsel nu, og vi skulle ikke have ”uheld” på den sidste del af turen. Der var så lige en landskamp, der skulle ses, inden det var sengetid.

Ude er godt, men hjemme er bedst J

Entebbe

24.03.13

Entebbe er jo en lille by udenfor den store Kampala, som jo er mest kendt for sin lufthavn. Hvis ikke det var for en grim flykapring i 1976, var der nok ikke mange der kendte denne lufthavn. Det var jo et fransk fly med mange israelere, der blev kapret. Ingen lufthavne ville have flyet stående, men det ville Entebbe (Idi Amin). Israel planlagde en aktion til at befri gidslerne. Den var planlagt til 60 min. Operationen lykkedes (7 flykapre blev dræbt) og en lille Ugandisk enhed, blev også nedkæmpet. Det sidste befrielses fly startede 59 min efter, at aktionen startede på landjorden.
I formiddags gik jeg en tur ned mod lufthavnen, og på en strand er det kaprede fly stadig.

Sunset Hotel

Sunset Hotel

Solen er lige ovenover

Entebbe flyet fra kabringen

Fra Lukajange til Entebbe

23.03.13

Editha hentede mig kl. 8 som aftalt, og vi kørte straks. Der var 3 passagerer med Dickson, en jeg ikke kendte og præsten fra kirken. De ville gerne med på denne ”safari” til grænsen. Jeg skriver safari, for det kalder de det hernede når de skal på tur. Det var noget nyt at køre på vejen til grænsen i regnvejr. Store huller og masser af vand, og nu kan man ikke se hvor dybe huller er, så vi fik nogle rystelser og sprøjt. Editha køre langsomt, nej det kender hun ikke, det var bare derud af, med fuld knald. Det er godt de har store Landrover, der kan klare vej forholdene. Da vi kom til Kyaka, var der asfalt vej til grænsen. I Kyaka kan man se resterne af den kirke som blev bombet, da Idi Amin prøvede at annektere den del af Tanzania , som er fra Mutukula og ned til Kagera floden, således at floden blev grænsen.
Det blev imidlertid ikke til noget? Der er vist et hul i min historie L
Vi nåede grænsen (Mutukula) 10.30 og efter at jeg havde checket ud af Tanzania og sagt fra vel til min venner, og sagt goddag igen til Uganda og Nasser min nye chauffør, kørte vi videre.
Det en noget bedre bil han har, til de veje her i Uganda. Det meste er asfalteret, med undtagelse af alle de steder hvor de er i gang med vejarbejde. Her er trafikken voldsomt, i forhold til Tanzania. Specielt er der meget tung trafik , og da vi nærmede os Kampala blev trafikken meget tæt. Her kørte vi faktisk i ren kø hele vejen, selv om ”Nasser” dyttede og prøvede at overhale, var det kun sjældent det lykkedes. Kl. 15.30 rullede vi op foran Sunset Hotel, hvor jeg skal bo til mandag, hvor jeg rejser hjem.

Editha

Lastbilen fylder godt på vejen

Editha - fuld fart

Den bombede kirke i Kyaka

Grænsen i Mutukula

Farvel komitte

De fester for et eller andet

Afskeden

Viktoria søen - igen

Nu er det støv

Farvel

22.03.13

Så er dagen kommet til farvel, her i Lukajange. Ved morgen andagten, sagde jeg et par ord til hele forsamlingen, og sluttede af med at sige ”Mungu awabariki wote na wote wa Tanzania”. (Gud velsigne jer alle og hele Tanzania)

Derefter havde jeg en længere snak med GS Erasto Kamihanda, om rapporterne jeg har skrevet, samt hvad der var foretaget vedr. de 5 overskrifter man havde ønsket, jeg skulle arbejde med. Mr. Ngobya var desværre blevet forhindret, i at deltage pga. af et møde i Bukoba. Jeg fik endnu engang pointeret overfor GS at det er vigtigt de finder en egnet person til at varetage funktionen, som System Administrator, og at bare nye computere, ikke er nok.
Og så fik vi lige en strømafbrydelse igen fra 12 – 22. 

Rapport skrivning

18 – 20.03.13

Har været lidt på stiftskontoret, men ellers har disse tre dag fortrinsvis været brugt til at skrive forskellige rapporter og vejledninger.
Til Karagwe Diocese (KAD), har jeg skrevet, en afslutnings rapport ” Final report for KAD” der bygger på mine observationer og oplevelser.
Jeg har ligeledes været ude på en del af de institutioner som KAD administrere bl.a.3 skoler og et hospital (tidligere beskrevet i bloggen), og heraf er rapporten ”The IT situation, in some of the KAD other Institutions” fremkommet.
Stiftskontoret har været meget interesseret i at få en Computer politik beskrevet. De havde noget tidligere vedr. brug af Internettet, og det har jeg så tilpasset så det nu er ”Computer Usage Policy”. I den forbindelse er der fremstillet, en beskrivelse af hvordan man udfører en ”Disk Cleanup” og ”Disk Defragmentation” af harddisken, noget som brugerne selv kan foretage.
Danmission vil også gerne have en rapport, vedr. opholdet og den har jeg så også fået klaret.
Så her sidst på eftermiddagen, var jeg helt lettet – nu skulle det så blot sendes.
Men AK – nej det var ikke strømmen der forsvandt, denne gang.
Nu var dokumenterne blevet så store, at ikke alle vedhæftede dokumenter kunne være i samme e-mail. Det var måske godt nok, for vi har talt om at gemme i ”skyen”, og nu var chancen der så til at vise det. Derfor har de berørte, nu modtaget en e-mail - med et link således, at de selv kan hente det i ”skyen”.
I morgen formiddag, skal jeg så have en drøftelse med General Sekretæren og min samarbejds­partner, om materialet.

Den sidste søndag inden afrejse

17.03.13

Er så småt begyndt at forberede mig på hjemrejsen.

Startede morgenen med at gøre mine kufferter rene. De var blevet noget beskidt på vejen herned. Specielt ved grænsen mellem Uganda og Tanzania, hvor det regnede en del. Samtidig kunne jeg så lige få mine sko og sandaler rengjort, utroligt som alt bliver rødt. 
Bananklasen på billedet var kun en blomst, da jeg kom herned.

De næste par dage skal jeg i gang med at skrive et par rapporter, til stift kontoret og Danmission.
I eftermiddags besøgte Dickson og jeg Kayanga Secondary School, hvor Elisabeth, hans anden ældste pige på 16 år, går på 2. år. Det er en regerings skole og dermed billigere end de private skoler, feks. Karaseco og Bweranyange, som stiftet driver. 
Dickson fortalte, at det koster 70.000 Tzs årligt, at gå på skolen og de går der i 4 år. Karaseco koster 1.000.000 Tzs om året.  Skolen har 500 elever, ligeligt fordelt på drenge og piger. Der var 11 klasselokaler, så det er ca. 50 elever pr. klasse. Det er Elisabeth i den gule trøje og hendes kusine Anastina i den blå trøje. De vil gerne være sygeplejersker begge to.

På besøg hos Dickson

16.03.13

Havde aftalt med Dickson, at jeg skulle med ham hjem og hilse på hans familie, i eftermiddag. Vi tog en dele-taxa ud til Nyakahanga Hospital i Musaka, og derefter hver en motorcykel ud af en asfaltvej, og derefter et hjulspor ind i området (ca. 8 Km). Meget bakket og ujævn vej, når man så tænker på at Dickson cykler denne vej hver morgen og eftermiddag, for at passe hus for mig. Han kommer altid med et stort smil med ordene ”Morning – have are You! Uanset om solen bager og det er varmt, eller det regner og han er driv våd. 

Jeg blev mødt af hans familie (kone og 4 børn) der var dog en mere men hun var i skole, så hende skal vi besøge i morgen, på skolen. Jeg blev vist rundt og så hans shamba, der var med bananpalmer, kaffeplanter og majs. Der var 3 forskellige banantyper, de gule som vi nok bedst kender, kogebananer og så den sidste type ”only for bier”, men det er ikke noget som Dickson hverken fremstiller eller drikker. Vi fik kaffe/the og hjemmebagt kage.
Uhmm har jo ikke fået kage, siden 6. januar.
Da jeg skulle derfra, ringede Dickson efter 2 motorcykler og vi kørte til bage til Nyakahanga Hospital. Jeg sagde at jeg bare kunne fortsætte på motorcyklen helt hjem, men Dickson – der ikke bare passer på mig i køkkenet, men også ude omkring – sagde ”No Good”, så det blev en taxa tilbage til Lukajange. Et meget hjerteligt besøg!